New weird og underlig fiktion i ny nordisk litteratur

Stefan Kjerkegaard

En trold, der ser mennesket som et sår. En lerklump, der vågner og forlader værkstedet. En biolog, der finder levende skrift i et underjordisk tårn. Hvorfor dukker det mærkelige pludselig op i den samtidige skønlitteratur — og hvad fortæller det om os og vores tid?

Forestil dig en verden, hvor solen ikke bare varmer, men bløder knive:

“Solen er et sår. Såret bløder knive. Knivene falder ned i menneskebyen, og så tør menneskene op. De går ud i lyset i gaderne med spyd og plove, med hakker og knive. De skærer i jorden og i dyrene. Det er sårenes tid, tænker trolden.” (Daugbjerg 2022, 5)

Sådan åbner Rasmus Daugbjergs roman Trold – en tekst, der vender blikket mod mennesket udefra og lader naturen tale med en stemme, vi ikke kan kontrollere. En lignende forskydning finder vi hos Theis Ørntoft, der i Digte 2014 (2014) og Solar (2018) sammenligner mennesket med cyanobakterier og methanosarcina. Disse værker er ikke isolerede eksperimenter, men del af en bredere tendens: nemlig den underlige fiktion i nordisk samtidslitteratur.

I det følgende vil jeg forsøge at indkredse denne underlige fiktion. Historisk set har en sådan type af litteratur stået på kanten af det litterære system som “minor genre”, dvs. science fiction, horror, fantasy og beslægtede former, hvis æstetiske strategier typisk bryder med lineære mønstre for årsag, tid og rum (Pratt 2022; Christiansen 2023). Men at disse strategier i dag også trænger ind i den litterære mainstream og højkultur, forbinder jeg med den antropocæne kronotop: en tids‑rum‑konfiguration, hvor menneskelige handlinger vender tilbage i uforudsete figurer, og hvor det mest realistiske billede ofte er det uroligt “underlige”. Det er ud fra denne dobbelte orientering, at jeg vil se på nye underlige nordiske værker samt indslag af underlig fiktion i mere mainstreamagtige bøger. Jeg læser derfor underlig fiktion som en praksis, der gør verden porøs, så erfaringen kommer før forklaringen, og de antropocentriske selvfølgeligheder forskydes. Det er ikke en universel definition af genren—men den indrammer de eksempler, jeg folder ud her.

Begrebet kronotop stammer fra den russiske litteraturteoretiker Mikhail Bakhtin. Det handler om en særlig konfiguration af tid og rum, der former fortællinger. Mary Louise Pratt har så for nyligt i Planetary Longings (2022) foreslået, at antropocæn – den geologiske epoke, hvor mennesket er blevet en planetarisk kraft – selv er en kronotop:

“A particular configuration of time and space that generates stories through which a society can examine itself” (Pratt 2022, 120).

Denne kronotop er multipolær og destabiliserende. Den tvinger os til at se os selv som én aktør blandt mange – på linje med bakterier, atmosfærer og mineraler. Det er en radikal forskydning fra en mere traditionel tankegang, hvor mennesket står som målestok for alt. I litteraturen åbner det for fortællinger, hvor mennesket ikke længere er centrum, men del af et mereendmenneskeligt netværk.

Det er her min ide om underlig fiktion kommer ind i billedet. Genren – beslægtet med det internationale New Weird – er kendetegnet ved, at det fremmede trænger ind i det velkendte og gør verden porøs. Ikke for at chokere, men for at udfordre vores erkendelse. Når Ørntoft sammenligner mennesket med cyanobakterier, eller når Daugbjerg lader en trold kommentere vores rovdrift på jorden, er det ikke blot fabulerende greb. Det er forsøg på at finde nye billeder og historier, der kan rumme erfaringen af antropocæn: at vi lever i en verden, vi ikke længere helt forstår – og måske aldrig har forstået. En verden som bogstavelig talt kommer bag på os.

Min brug af betegnelsen underlig fiktion bør dog holdes op imod genren ”weird fiction” som sådan, der historisk set rummer en bred vifte af værker af forfattere som Edgar Allan Poe, H.P. Lovecraft, Selma Lagerlöf til J.G. Ballard, Kōbō Abe og Stephen King. Værker der ikke nødvendigvis deler den økokritiske vinkel, som jeg fokuserer på her. I en endnu bredere litteraturhistorisk optik findes også forbindelseslinjer til den latinamerikanske magiske realisme, hvor det overnaturlige normaliseres i realistiske rammer. Denne slægtskabslæsning nuancerer forholdet til økosporet og fungerer her som kontrast, som min tese kan prøves imod. Men for nærværende fokuserer jeg kun på den nye delmængde af weird, hvor det mere‑end‑menneskelige træder frem.

Man siger, at Mary Shelleys roman Frankenstein opstod i løbet af juni 1816, hvor en gruppe venner er samlet på Villa Diodati, et palæ nær Genevesøen i Schweiz. Blandt forsamlingen er Lord Byron, digteren Percy Shelley og den 18-årige datter af Mary Wollstonecraft og William Godwin, som vi senere lærer at kende som Mary Shelley. 1816 er kendt som ”året uden sommer”. Udbruddet af Mount Tambora i Indonesien har fyldt atmosfæren med aske. Der er minusgrader i New York i maj det år, og det dårlige vejr er skyld i massiv fødevaremangel over hele den skræmmende kolde nordlige halvkugle. Det er også koldt og tåget i Schweiz. Vejret er så dårligt, at vennerne på Villa Diodati tilbringer tre dage i træk indendørs sammen og prøver at finde måder at underholde hinanden på. Percy Shelley foreslår, at de laver en konkurrence om, hvem der kan skrive den bedste horrorhistorie. Og her opstår romanen Frankenstein således.

Det er oplagt at lave paralleller til den varme sommer i 2018, hvor vi også i de nordiske lande for alvor mærkede effekterne af klimakrisen. Varmen finder man f.eks. i Karl Ove Knausgårds igangværende Morgenstjerne-serie. Den første roman udspiller sig fx over to ekstremt varme augustdage i Norge, men åbnes også med den dramatiske og kosmiske begivenhed, at en ny stjerne lyser pludselig op på himlen. I dens skær begynder virkeligheden at forskyde sig. Dyr opfører sig mærkeligt, døde synes at vende tilbage, og verden gennemtrænges af noget ubegribeligt. Serien følger en række forskellige fortællere – præster, sygeplejersker, kunstnere og familiefædre – hvis hverdagsliv langsomt overskygges af denne gådefulde forvandling. Det særlige ved romanerne er, hvordan Knausgård kombinerer en genkendelig, realistisk samtidsskildring med indbruddet af noget uforklarligt og kosmisk. Det gør serien interessant at læse i forlængelse af underlig fiktion. Som Rikke Andersen Kraglund formulerer det, “Morgenstjerne-serien […] anvender en både realistisk og spekulativ æstetik med vægt på såvel det hverdagslige som det overnaturlige” (Andersen Kraglund 2024, 94). Morgenstjernens langsomme indtog gør hverdagen porøs for det underlige – og lader læseren stå i den samme uvished som romanens figurer.

Også i Kerstin Ekmans Löpa Varg (2021) er varmen en central faktor, og vi hører om skovbrandene i Sverige. Umiddelbart set er Ekmans roman måske ikke underlig. Den tematiserer menneskets komplicerede forhold til naturen osv. Men i visse passager af bogen hører vi faktisk, hvordan den pensionerede forstkandidat, Ulf, der efter mødet med en ulv en frostklar nytårsmorgen begynder at se jagten, dyrene og skoven i et nyt lys. Synet er med til at overbevise Ulf om, at mennesket måske ikke er så centralt i og for naturen, som han i sit liv og arbejde tidligere har antaget. Det er således meget nemt at se den antropocæne kronotop udspille sig her, også uden at det hele umiddelbart bliver underligt. En ret underlig scene i Löpa Varg finder man fx i slutningen af kapitel et, hvor Ulf nærmest bliver en ulv. Eller hvor synsvinklen i hvert fald er ulvens: ”Han löper. Skaren är tunn och brister så lätt att den inte sårar benene. Han flyr nu. Snön som faller tätt och mörkret börjar lösa opp allting omkring honom och musklerna slappnar” (Ekman 2021, 18). Ulven er gået i blodet på Ulf, apropos bogens svenske titel, Löpa Varg, der jo er et gammelt svensk udtryk, der beskriver, hvordan mænd blev til ulve og for en stund levede ulvens liv.

Men læst i dette lys bliver Frankenstein et tidligt vidnesbyrd om sammenkobling af menneske, miljø og litteratur, og den udgør en gryende bevidsthed om menneskets sårbarhed, der stadig taler til os i dag (Vermeulen 2020, 18-19). Selv husker jeg Frankenstein bedst for monsterets enorme følsomhed. I kapitel femten hører vi om, hvordan monsteret læser Goethe, Milton og Plutark, og det er læsningen af disse, der tilskynder det til at vise sig frem for menneskene, som dog straffer det prompte. Monsteret er således mere menneskeligt end menneskene, men et sådant blik udefra på menneskene er måske én af årsagerne til, at der er opstået en stor interesse for Frankenstein de senere år. Fx laver både forfatterne Olga Ravn og Gry Stokkendahl Dalgas interessante læsninger af romanen i hhv. Mit arbejde (2020) og At Performe Transkønnet Vrede (2022).

Jeg anlægger derfor en dobbelttese: Underlig fiktion er ikke ny som motivkreds – tænk igen på Frankenstein – men dens aktuelle placering i højlitteraturen og dens økokritiske aktualisering er ny. Det er denne samtidige (re)aktivering, jeg her gerne vil forfølge. Igen kan man tænke på Daugbjergs Trold, hvor trolden i sidste ende føler sig nødsaget til at opføre sig ondsindet overfor menneskene, ligesom monsteret i Frankenstein. Her vender Daugbjerg således perspektivet, så det ikke er mennesket, der betragter naturen – men naturen, i skikkelse af trolden, der ser mennesket. Det skaber det mere-end-menneskelige perspektiv, hvor vores egne handlinger fremstår både mærkelige og destruktive. Troldens iagttagelser afslører mennesket som sårbart, afhængigt og ofte hensynsløst i sin omgang med naturen. Ved at skifte fokus til et ikke-menneskeligt væsen udfordrer romanen forestillingen om mennesket som centrum og målestok for alt. På den måde bliver Trold et økokritisk eksperiment, der lader os se os selv udefra – og minder os om, at vi er viklet ind i naturens liv på godt og ondt.

Det mere end menneskelige perspektiv, hvor mennesket ikke står i opposition til naturen, men snarere bliver en ikke altid erkendt del af den, finder man derfor som figur mange steder i samtidslitteraturen. Det handler om en mere eller mindre bevidst løsrivelse fra en antropocentrisk forståelse af verden, hvor mennesket som sådan er i centrum. Det kan være fortællinger, der foregår mellem eller i forhold til andre arter end mennesker, såkaldt interspecies studier (mellemarter). Andre arter har måske ikke et sprog, men de har stemmer, som også skal have lov til at komme til orde. Og for os mennesker er den største udfordring nok, hvordan vi kan engagere os i verden uden at bruge sproget.

Man kan se dette dilemma udspille sig i en af de mest omtalte bøger, når det gælder forholdet mellem litteratur og antropocæn, nemlig Jeff VanderMeers første bog af den såkaldte Southern Reach-trilogi, bogen Annihilation, hvor den kvindelige hovedperson, der er biolog, forsøger at begribe kravlerens sprog i Område X. Kravleren er et af bogens mest uhyggelige og gådefulde fænomener. Den optræder i det såkaldte “tårn” (som fortælleren selv insisterer på at kalde et tårn, selvom det objektivt set mere minder om en tunnel ned i jorden). På væggene i dette organiske bygningsværk er der skrevet lange, kryptiske tekster med levende skrift, som ser ud til at bestå af svampeagtigt materiale. Teksten er næsten bibelsk i tonen og beskriver en apokalyptisk vision. Kravleren er den entitet, der tilsyneladende producerer denne skrift. Den bevæger sig nedefra og op ad tårnets vægge, mens den “skriver” teksten ud af sit eget kropslige, organiske væv. Fortælleren beskriver den aldrig klart; vi får kun glimt af dens tilstedeværelse, et foruroligende sanseligt indtryk af noget både fremmed, monstrøst og alligevel ikke helt adskilt fra det menneskelige eller naturlige. Sigende nok har de ikke medtaget en lingvist på deres ekspedition, men kun en psykolog, antropolog, topograf og altså så også den kvindelige hovedperson, som er biolog, og måske netop derfor klarer sig bedre end de andre. Hun ender med en erkendelse af, at hun ikke længere behøver at stræbe efter fuldkommen viden, men snarere må acceptere sin egen ufuldstændighed – og måske forstå sig selv som en del af naturen:

“Observing all of this has quelled the last ashes of the burning compulsion I had to know everything … anything … and in its place remains the knowledge that the brightness is not done with me. It is just beginning, and the thought of continually doing harm to myself to remain human sees somehow pathetic.“ (VanderMeer 2015, 194)

I det følgende bruger jeg underlig fiktion som samlebegreb for en nordisk aktualisering af internationale weird‑tendenser (herunder New Weird), velvidende at betegnelserne ikke er identiske.

I en international kontekst er betegnelsen New Weird blevet brugt til at beskrive en beslægtet tendens, der opstår i begyndelsen af 2000’erne med forfattere som China Miéville og Jeff VanderMeer som centrale figurer. Ifølge Jim Greene (2023) er New Weird kendetegnet ved en hybridisering af horror, science fiction og fantasy i realistiske rammer, hvor det mærkelige ikke blot fungerer som chok, men som en affektiv og epistemologisk udfordring. Trang Dang (2025) viser, hvordan VanderMeers værker – især Southern Reach-trilogien – kan læses som en intervention i klimafiktionen, idet de tematiserer menneskets begrænsede erkendelse og ikke-menneskelige agenters autonomi i den antropocæne tidsalder. Steen Ledet Christiansen (2023) peger på en parallel udvikling i film og tv, hvor det ”cinematiske weird” ikke er en genre, men en æstetisk praksis, der skaber atmosfærer og verdener, som destabiliserer vores oplevelse af tid, rum og kausalitet. Disse studier understreger, at underlig fiktion i dag ikke blot er et kuriosum, men en central form for verdensopbygning, der udfordrer antropocentriske perspektiver og åbner for nye måder at tænke relationen mellem menneske og miljø.

Genren er derfor på ingen måde ny, men dens aktuelle placering i både den højlitterære og mere mainstreamagtige del af samtidslitteraturen er bemærkelsesværdig, som Pratt bemærker det (Pratt 2022, 122–123). Menneskets egne handlinger vender tilbage i former, vi ikke havde forudset. Det uhyggelige bliver, som Pratt skriver, ”the Anthropocene’s verisimilitude” – det mest realistiske billede af en verden, hvor årsag og virkning ikke længere følger lineære mønstre.

Denne forskydning har også teoretiske konsekvenser. Jens Kramshøj Flinker beskriver underlig fiktion som “sære økofiktioner”, der flytter fokus fra psykologisk indlevelse til netværk af mereendmenneskelige relationer (Flinker 2025, 142). Det handler ikke blot om at give naturen en stemme, men om at anerkende dens agens og dens evne til at handle i fortællingen. Hannes Bergthaller har foreslået begrebet antropocæn anagnorisis – en erkendelse, der opstår, når mennesket konfronteres med sin egen indlejring i økologiske og materielle systemer (Bergthaller 2021, 215). Denne erkendelse underminerer forestillingen om mennesket som autonomt og suverænt subjekt og peger mod en mere ydmyg, relationel forståelse af vores plads i verden.

Med andre ord: Den nye underlige fiktion fungerer ikke længere som eskapisme, men som en æstetisk og kognitiv strategi til at håndtere den antropocæne tilstand. Den lærer os at leve med uvished, at aflære kontrol og at forestille os nye måder at være i verden på – måder, der ikke bygger på dominans, men på gensidighed og omsorg.

Når vi vender blikket mod jorden – både som fysisk materiale og som metafor – bliver det tydeligt, at den nye underlige fiktion ikke blot handler om monstrøse afvigelser, men om relationelle forskydninger. Matias Faldbakkens Vi er fem er et godt eksempel: en tilsyneladende banal lerklump, tænkt som et omsorgsprojekt, udvikler sig til en uforudsigelig aktør, der destabiliserer hjemmets orden. Romanen leger med golem-motivet, men i en antropocæn kontekst, hvor materialitetens agens ikke længere kan reduceres til magisk undtagelse. Flere læsninger har peget på, at fortællingen også tematiserer vores informationsdrift og kontroltrang—en drift, der vender sig mod os selv.

Denne tematik genfindes hos Lea Løppenthin og Melanie Kitti, hvor jord ikke blot er baggrund, men transformativ kraft. I Livet går over sine bredder bliver døde kroppe til muld, og mulden til nye væsner, mens Halvt urne, halvt gral lader kirkegårdsjorden fungere som hjem og gulv. Begge værker insisterer på, at jordens materialitet ikke er passiv, men medskabende – og at vores omgang med den kræver en anden temporalitet end den lineære, produktivitetsfikserede. Som María Puig de la Bellacasa skriver, må vi bryde med “logics of productionist acceleration” og udvikle en etik, hvor omsorg og langsomhed bliver styrende (Puig de la Bellacasa 2017, 184–85).

Denne omsorgsetik hænger tæt sammen med det, Tobias Skiveren og Martin Gregersen kalder for den materielle drejning:

“Vil vi have blik for materialitetens selvstændige liv, må vi være villige til at spille dumme, klovne rundt og indimellem skifte vores rationelle og funktionalistiske verdenssyn ud med en mere legende indstilling. Det handler om at lade sig charmere […] af de ting, den natur og det miljø, der hele tiden omgiver os. Eller kortere: Vi må slippe vores fabulerende og fantaserende evner løs.” (Skiveren & Gregersen 2016, 24)

Netop denne legende indstilling er, hvad den nye underlige fiktion tilbyder. Ved fx at gøre jorden levende – som hos Løppenthin – eller give leret en døvstum stemme – som hos Faldbakken – åbner litteraturen for en æstetisk træning i ikke-viden. Den lærer os at acceptere, at vi ikke står uden for naturen, men midt i dens uforudsigelige kredsløb. Det er ikke kun et poetisk greb, men en erkendelsesform, der svarer til den antropocæne udfordring: at tænke med det mereendmenneskelige, snarere end at dominere det.

Når jeg taler om en omsorgsetik—at tænke med det mere‑end‑menneskelige snarere end at dominere det—er det min fortolkning af den æstetiske forskydning i de læste værker, ikke en eksplicit programerklæring i teksterne. Men dermed bliver underlig fiktion – hvad enten vi kalder den New Weird, sære økofiktioner eller Soil Fiction – en genre, der ikke blot spekulerer i det bizarre; en genre der iscenesætter en nødvendig sensibilitet. Den minder os om, at fundamentet under vores fødder ikke er stabilt, men porøst, levende og forbundet med alt det, vi troede, vi havde kontrol over. Eller som Løppenthin formulerer det: “Relationen mellem jord og mennesker er slet ikke enkel, den er snarere en trolddom” (Nesdam-Madsen 2023, 75). At tage denne trolddom alvorligt er måske en af vigtigste opgaver for litteraturen i dag.

Stefan Kjerkegaard, lektor ved Aarhus Universitet, Danmark

Anvendt litteratur:

Andersen Kraglund, Rikke (2024): ”“Ulvetid, stormtid til verden ender”: Karl Ove Knausgårds Morgenstjerne-serie fra et planetært perspektiv.” Passage, 38(90), 93–106.
Bellacasa, María Puig de la (2017): Matters of Care. Speculative Ethics in More than Human Worlds. University of Minnesota Press.
Bergthaller, Hannes & Eva Horn (2019): The Anthropocene. Key Issues for the Humanities. Routledge.
Bergthaller, Hannes (2021): “Humans”. I: The Cambridge Companion to Literature and the Anthropocene, 211–225. Cambridge University Press.
Christiansen, Steen Ledet (2023): The New Cinematic Weird: Atmospheres and Worldings. Bloomsbury.
Dang, Trang (2025): New Weird Fiction and the Anthropocene. Jeff VanderMeer and Ecological Awareness. Springer Nature.
Daugbjerg, Rasmus (2022): Trold. Gutkind.
Ekman, Kerstin (2021): Löpa varg, Albert Bonniers förlag.
Faldbakken, Matias (2020): Vi er fem. Forlaget Oktober.
Flinker, Jens Kramshøj (2025): Økonarratologi. Nordiske økofiktioner. Forlaget Spring.
Greene, Jim (2023): “New Weird (literary movement)”. EBSCO Research Starters.
Kitti, Melanie (2022): Halvt urne, halvt gral. Gyldendal.
Løppenthin, Lea Marie (2022): Livet går over sine bredder. Gyldendal.
Nesdam-Madsen, Ditte Marie m.fl. (2023): De litterære folkehøringer. Giv naturen en stemme. Albertslund Bibliotek.
Pratt, Mary Louise (2022): Planetary Longings. Duke University Press.
Skiveren, Tobias & Martin Gregersen (2016): Den materielle drejning. Natur, teknologi og krop i nyere dansk litteratur. Syddansk Universitetsforlag.
VanderMeer, Jeff (2015): Annihilation. Fourth Estate [2014].
Vermeulen, Pieter (2020): Literature and the Anthropocene. Routledge.